tirsdag den 23. marts 2010

Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb!

kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn!
Alle, der arbejder professionelt med børn, kan det. Alle ved, at svarets to første kategorier dækker over en bred klassifikation af de kulturtyper, der i dag henvender sig til børn –
De færreste ved, hvad den sidste kategori,kultur af børn eller børns kultur, egentlig dækker over, men svarene peger i retning af børns egne tegninger og billeder, historier og fortællinger, sange og musik, teater- og danseforestillinger.


Ophøjelsen af de 3 K’er, kultur for, med og af børn, til praksisbegreb giver et billede på de
problemer, situationen uden et up-to-date børnekulturbegreb skaber.De bygger på det gamle børnekulturbegreb, der definerer børnekultur som en enhedskultur
og som - med en udviklingspsykologisk optik - betragter relationerne mellem børn og kultur som indlærings- og socialiseringsprocesser.

I den sidste kategori, kultur af børn eller børns kultur,
sprænger til gengæld klassifikationen og dens forståelsesgrundlag. Den bygger på et andet børnekulturbegreb, der forudsætter, at børn er i kultur, at de faktisk selv er kulturskabende og ophæver dermed både synet på børnekultur som en enhedskultur og forståelsen af relationerne børn og kultur imellem som indlærings- og socialiseringsprocesser.

Børns kultur dækker over det brede register af udtryksformer, børn tager i brug i
hverdagen i et ihærdigt forsøg på at skabe mening her og nu.

Det er børns kultur, fordi de henter forbillederne og formerne fra hinanden.
Der kommer sjældent produkter ud af de processer: man morer sig, mens man hopper og går! I den udstrækning, der er resultater, står de – de smadrede sandborge, kradserier på papir, forladte legeredskaber - blot som symbolske tegn på, at ’noget’ , som nu er forbi, har fundet sted.

Børn griber mønstre, genrer og udtryk, de kopierer, omformer, indpasser og tilpasser reklamer, satire fra film og musik og bruger det hele
til at udvinde skæg, morskab, bidrag til vores fælles hverdag

Børnekultur ses ikke længere som et socialisationsfelt. Det ses som et æstetisk felt.
Det omfatter både børns egne æstetiske udtryksformer og processer og de kunstnerisk-æstetiske udtryk, der er forbundet med de klassiske og moderne medier, de benytter sig af

Æstetikken som videnskab blev grundlagt i oplysningstiden. Helt konkret i 1735 af den tyske filosof Alexander Gottlieb Baumgarten. Tidens rationelt orienterede videnskab anerkendte ikke, at mennesker kunne opnå viden og indsigt og nærme sig sandhed ved hjælp af sanser og følelser.

Baumgarten grundlagde æstetikken som videnskab og bestemte dens genstandsfelt dobbelt:

1. som studier i de sensitive veje til erkendelse, der spillede sammen med de rationelle
2. som studier i kunstskabelse og kunsttilegnelse.

Siden har en lang række kendte tænkere og filosoffer udviklet feltets teorier og begreber og bidraget til dets diskussioner.

Uden krop og sanser, uden de kulturelle mønstre, kroppen bærer på, som øves i praksis og videregives fra generation til generation, intet samvær, ingen oplevelse, intet socialt samspil. Det æstetiske muliggør det sociale.

Æstetiske mønstre – vittighedsmønstre, legemønstre, fortællemønstre - åbner for en rig variation af enkle æstetiske udtryksformer: i lyd, de utallige måder, der tonalt kan varieres på, i mimik, de mange ansigtsudtryk, der kan følge stemmen, i gestik, de armbevægelser og den kropsholdning, der kan ud- og underbygge de andre udtryk.

At bidrage til processerne er et mål i sig selv alt andet er midler, nødvendige i sammenhængen, ligegyldige i sig selv¨

Vi bærer på en kulturel arv af kropslige, rytmiske, metriske, lydlige, billedlige,
bevægelsesmæssige – altså æstetiske - udtryksformer, der kan aktualiseres, når og hvor situationerne byder sig til.

Det er en dimension af virkeligheden, som hverken kan klassificeres eller
genfindes. Dens betydning aflejrer sig i krop og psyke, ikke i arkiver og biblioteker.

Æstetik er forudsætningen for det sociale samvær, det muliggør de erkendelser, der udvindes gennem det

Det er dem, der er med, der afgør, om legen er
god!

Børns kultur handler om, hvordan børn får mulighed for at tilegne sig mønstre,
genrer og de kulturelle udtryksformer, for at kunne improvisere, omskabe og
videreudvikle dem og dermed kvalificere den tavse viden, kroppen arkiverer og klassificerer.

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start