At skabe antropologisk viden om børn

Antropologisk viden får man ved at være i felten i længere tid og får indblik i sociale relationer og mønstre.

Det væsentlige er at man arbejder i felten i en sådan tid at man bliver accepteret som en del af hverdagen. Man skal kunne konkludere på et fast grundlag.

Mennesker reagerer ikke spontant overfor en passiv observatør, men viser man sig som menneske gør de.

Deltagerobservation er et nøgleord. Der skiftes mellem deltagelse observation og reflektion for at få det største udbytte af feltarbejdet.

Man får ved deltagerobservation set det hele indefra i stedet for udefra, derved får man en langt bedre forståelse for tingenes gang.

Selvom man ser det hele indefra kræver det alligevel distance når man skal ananlysere, derved kommer det svære. Det er dobbelttydigt. Indlevelse-Distance.

Man skal ikke overføre egne normer til felten men se det der sker her. man skal ikke lade sig rive med, men skal forstå før man kan vurdere.

Man bliver udfordret til at revurdere sit eget værdigrundlag.

Man kan ikke undgå at blive påvirket at stemininger og relationer i felten ligesom man ikke kan fortolke uden, at bringe sin egen virkelighed med ind i billedet.

Man kan blive ved med, at reflektere over sine egne handlemåder tankemåde tilstedeværelse osv, der er der ingen bund i og man kan blive ved med at tænke over påvirkninger.

Den viden man tilegner sig om børns kultur er ikke enbetydende med barnets egen tilgang til det, da vi ikke kender barnets inderste, men blot set det udefra. Men vi kan forsøge at komme det så nært som muligt. Vi kan aldrig hævde at vi ved hvordan de er eller hvad de tænker.

I felten skaffer man sig sociale og kulturelle forståelser som man på andre måder ikke vil have kunnet skaffet sig.

Antropologisk set opfattes børnene i de kontekster de indgår i med andre børn med voksne.

etnografisk bliver der ikke lagt fokus på de menneskelige interaktioner og dets betydning for undersøgelsen.