At skabe antropologisk viden om børn

Antropologisk viden får man ved at være i felten i længere tid og får indblik i sociale relationer og mønstre.

Det væsentlige er at man arbejder i felten i en sådan tid at man bliver accepteret som en del af hverdagen. Man skal kunne konkludere på et fast grundlag.

Mennesker reagerer ikke spontant overfor en passiv observatør, men viser man sig som menneske gør de.

Deltagerobservation er et nøgleord. Der skiftes mellem deltagelse observation og reflektion for at få det største udbytte af feltarbejdet.

Man får ved deltagerobservation set det hele indefra i stedet for udefra, derved får man en langt bedre forståelse for tingenes gang.

Selvom man ser det hele indefra kræver det alligevel distance når man skal ananlysere, derved kommer det svære. Det er dobbelttydigt. Indlevelse-Distance.

Man skal ikke overføre egne normer til felten men se det der sker her. man skal ikke lade sig rive med, men skal forstå før man kan vurdere.

Man bliver udfordret til at revurdere sit eget værdigrundlag.

Man kan ikke undgå at blive påvirket at stemininger og relationer i felten ligesom man ikke kan fortolke uden, at bringe sin egen virkelighed med ind i billedet.

Man kan blive ved med, at reflektere over sine egne handlemåder tankemåde tilstedeværelse osv, der er der ingen bund i og man kan blive ved med at tænke over påvirkninger.

Den viden man tilegner sig om børns kultur er ikke enbetydende med barnets egen tilgang til det, da vi ikke kender barnets inderste, men blot set det udefra. Men vi kan forsøge at komme det så nært som muligt. Vi kan aldrig hævde at vi ved hvordan de er eller hvad de tænker.

I felten skaffer man sig sociale og kulturelle forståelser som man på andre måder ikke vil have kunnet skaffet sig.

Antropologisk set opfattes børnene i de kontekster de indgår i med andre børn med voksne.

etnografisk bliver der ikke lagt fokus på de menneskelige interaktioner og dets betydning for undersøgelsen.

Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb!

kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn!
Alle, der arbejder professionelt med børn, kan det. Alle ved, at svarets to første kategorier dækker over en bred klassifikation af de kulturtyper, der i dag henvender sig til børn –
De færreste ved, hvad den sidste kategori,kultur af børn eller børns kultur, egentlig dækker over, men svarene peger i retning af børns egne tegninger og billeder, historier og fortællinger, sange og musik, teater- og danseforestillinger.


Ophøjelsen af de 3 K’er, kultur for, med og af børn, til praksisbegreb giver et billede på de
problemer, situationen uden et up-to-date børnekulturbegreb skaber.De bygger på det gamle børnekulturbegreb, der definerer børnekultur som en enhedskultur
og som - med en udviklingspsykologisk optik - betragter relationerne mellem børn og kultur som indlærings- og socialiseringsprocesser.

I den sidste kategori, kultur af børn eller børns kultur,
sprænger til gengæld klassifikationen og dens forståelsesgrundlag. Den bygger på et andet børnekulturbegreb, der forudsætter, at børn er i kultur, at de faktisk selv er kulturskabende og ophæver dermed både synet på børnekultur som en enhedskultur og forståelsen af relationerne børn og kultur imellem som indlærings- og socialiseringsprocesser.

Børns kultur dækker over det brede register af udtryksformer, børn tager i brug i
hverdagen i et ihærdigt forsøg på at skabe mening her og nu.

Det er børns kultur, fordi de henter forbillederne og formerne fra hinanden.
Der kommer sjældent produkter ud af de processer: man morer sig, mens man hopper og går! I den udstrækning, der er resultater, står de – de smadrede sandborge, kradserier på papir, forladte legeredskaber - blot som symbolske tegn på, at ’noget’ , som nu er forbi, har fundet sted.

Børn griber mønstre, genrer og udtryk, de kopierer, omformer, indpasser og tilpasser reklamer, satire fra film og musik og bruger det hele
til at udvinde skæg, morskab, bidrag til vores fælles hverdag

Børnekultur ses ikke længere som et socialisationsfelt. Det ses som et æstetisk felt.
Det omfatter både børns egne æstetiske udtryksformer og processer og de kunstnerisk-æstetiske udtryk, der er forbundet med de klassiske og moderne medier, de benytter sig af

Æstetikken som videnskab blev grundlagt i oplysningstiden. Helt konkret i 1735 af den tyske filosof Alexander Gottlieb Baumgarten. Tidens rationelt orienterede videnskab anerkendte ikke, at mennesker kunne opnå viden og indsigt og nærme sig sandhed ved hjælp af sanser og følelser.

Baumgarten grundlagde æstetikken som videnskab og bestemte dens genstandsfelt dobbelt:

1. som studier i de sensitive veje til erkendelse, der spillede sammen med de rationelle
2. som studier i kunstskabelse og kunsttilegnelse.

Siden har en lang række kendte tænkere og filosoffer udviklet feltets teorier og begreber og bidraget til dets diskussioner.

Uden krop og sanser, uden de kulturelle mønstre, kroppen bærer på, som øves i praksis og videregives fra generation til generation, intet samvær, ingen oplevelse, intet socialt samspil. Det æstetiske muliggør det sociale.

Æstetiske mønstre – vittighedsmønstre, legemønstre, fortællemønstre - åbner for en rig variation af enkle æstetiske udtryksformer: i lyd, de utallige måder, der tonalt kan varieres på, i mimik, de mange ansigtsudtryk, der kan følge stemmen, i gestik, de armbevægelser og den kropsholdning, der kan ud- og underbygge de andre udtryk.

At bidrage til processerne er et mål i sig selv alt andet er midler, nødvendige i sammenhængen, ligegyldige i sig selv¨

Vi bærer på en kulturel arv af kropslige, rytmiske, metriske, lydlige, billedlige,
bevægelsesmæssige – altså æstetiske - udtryksformer, der kan aktualiseres, når og hvor situationerne byder sig til.

Det er en dimension af virkeligheden, som hverken kan klassificeres eller
genfindes. Dens betydning aflejrer sig i krop og psyke, ikke i arkiver og biblioteker.

Æstetik er forudsætningen for det sociale samvær, det muliggør de erkendelser, der udvindes gennem det

Det er dem, der er med, der afgør, om legen er
god!

Børns kultur handler om, hvordan børn får mulighed for at tilegne sig mønstre,
genrer og de kulturelle udtryksformer, for at kunne improvisere, omskabe og
videreudvikle dem og dermed kvalificere den tavse viden, kroppen arkiverer og klassificerer.

Børnevitser

Hørt fra min kærestes lillebror på 8.

jeg vil kattegorisere det han fortalte som gåder:

Hvad sagde pinsvinefadderen til pinsvinebarnet da det skulle have smæk?
"Det her kommet til at gøre mere ondt på mig end på dig"

Hvad gør en høne når den fryser?
Den går ind under den varme hane.

Hvad får man hvis man krydser en giraf og et pindsvin?
En meget høj tandbørste.

Egne eksempler:

Sådan her ser jeg en gåde:

EX: Hvad er det der går og går og kommer aldrig videre?- et ur- en bedstefar der hænger fast i sin gyngestol med sine seler.

En vits kunne være:

Den ene fisk til den anden: må jeg låne din kam??? - Nej!!! for jeg låner den ikke ud til nogen der har skæl.

Der er altså ikke noget spørgsmål til tilhøreren ved vitsen.

Her vil jeg komme til at arbejde med DKK